Koncertåret 2014:

SKYERNE og HAVETS TRÆ

Et nyt spil med premiere i Aalborg Operafestival.

En sanger, 3 musikere, en fotograf og en komponist har sat hinanden stævne i et nyt samarbejde.
Projektet har titlen SKYERNE og HAVETS TRÆ, et citat af den danske lyriker Paul la Cour.
Ligesom titlen (og la Cours digt) sætter ord, begreber og ting sammen på nye måder, skaber projektet en forestilling med nye møder og sammenhænge mellem toner og lyde, foto, video, lys og farver.
Vi har sat et væld af udtryk i scene – fra det kendte til det ukendte, fra det prøvede til det uprøvede – modsætningsfyldt, farverigt, mangfoldigt. En række melodier folder sig ud efter egne iboende muligheder og i nye former, videoprojektionen bliver vist på en lodret skærm, en 'søjle', og kører i 2 uafhængige forløb samtidigt, og sanger og musikere kaster sig ud i et anderledes tonesprog og en anderledes musiceren. Et lysanlæg udfordrer det grundlæggende scenebillede, som er holdt i sort/hvidt. Den elektroniske musik omgærder det hele med egne perspektiver, klange og virkninger.
I stykket indgår tekster af Emily Dickinson, W. E. B. Yeats, Hildegard von Bingen og Rabindranath Tagore.

De medvirkende er Eva Østergaard, guitar, Mats LIndblad, mandolin, Morten Porsborg Rasmussen, baryton, Janne Højen, accordeon, Niels Fabæk, fotograf og Niels Chr. Rasmussen, komponist.

Projektet har fået økonomisk støtte fra Statens Kunstråd og Den Nordjyske Kulturaftale, Ud-over-KANTen-Puljen.

SKYERNE og HAVETS TRÆ varer en halv time og det spiller i Utzon Centerets smukke auditorium på fredag d. 14. marts kl. 19.30.

Alle er velkomne!

Entre: 65 kr.
Arrangør: Ny Musik

Med venlig hilsen
Ny Musik

_______________________________________________________________________________________

Ny Musik præsenterer noget så sjældent som en ny musik familieforestilling:

Eventyret om de tre hvide bjørne

Et musikalsk eventyr for børn og voksne.

Lørdag den 30. august kl. 11.00 i Bibliotekssalen i Metropol i Hjørring.

Komponisten Michael Bønsdorf har skrevet et værk over ”Eventyret om de tre hvide bjørne” for fortæller og klaver (2008-2010). Stykket er komponeret med inspiration fra billedbogen af samme navn, skrevet i 1925 af Otto Schray til akvareller af Storfyrstinde Olga Aleksandrovna. Teksten er bearbejdet af Christoffer Jørgensen fra Kulturcentret Assistens. Og musikken er “klassisk” modernistisk og kan opleves og forstås af både børn og voksne.
Peter Søvad

Og udførelsen af koncerten er lagt i fornemme hænder på musikeren og storyfortælleren Peter Søvad og pianisten Lili Olesen.

Michaels Bønsdorf's musik sætter fantasien i gang og fortæller en historie om gode venner … om de tre hvide bjørne - eller bamser, som det i virkeligheden er, der føler sig overset og glemt af deres menneskebarn og beslutter sig for at løbe hjemmefra og nu går så grueligt meget igennem. Alt ender dog i fryd og gammen, da de genfindes, og moralen er at man skal passe godt på sine venner!
Bogen ”Eventyret om de tre hvide bjørne” blev genudgivet i 2008 af Kulturcentret Assistens i samarbejde med Ballerup Museum. Originaludgaven kan ses på Ballerup Museum. Bogen er udgået fra forlaget, men kan lånes på biblioteket.

Gratis adgang!
Arrangør: Ny Musik 
Koncerten er støttet af Oticon Fonden.

Med venlig hilsen
Ny Musik

 

_______________________________________________________________________________________

Nye toner for saxofon i Rebild Kulturuger

Søndag d. 7. september kl. 19.30 lægger Buderup Ødekirke v. Støvring rum til en koncert med den unge saxofonist, Henriette Jensen.

Henriette Jensen

Henriette Jensen er uddannet fra solistklassen ved musikkonservatoriet i Aarhus og har desuden studeret i Amsterdam hos virtuosen Arno Bornkamp. Udover solokoncerter er Henriette også aktiv som kammermusiker og spiller bl.a. i Melisma Saxophone Quartet, Duoen Sax & Orgel og Jutlandia Saxofonkvartet. Musikken har allerede bragt hende vidt omkring med koncerter i Tyskland, Schweiz, Rusland, Norge, Skotland, Japan og Holland. Henriette har vundet flere priser heriblandt ved Osaka International Chambermusic Competition i Japan og Yamaha Music Fundation of Europe.

Ved koncerten i Rebild Kulturuger byder programmet på ny musik af komponisterne Louis Aguirre (Cuba/DK), Eirik Moland (Norge/DK) og Martin Lohse, men også et ældre værk af C. P. E. Bach.
Martin Lohse har skrevet et nyt værk specielt til lejligheden hvor syv talentelever fra Rebild Kulturskole spiller sammen med Henriette i værket “In Autumn”. Værket beskriver efteråret med sit smukke forfald og er for saxofon, 3 synthesizers, 2 sangere/gongs og violin.
Også Louis Aguirre har en uropførelse på programmet. Det drejer sig om værket “Cánticos Espirituales” (spirituelle sange), som er en cyklus af syv sange/bønner til Orishas, som er guderne i den afro-cubanske religion kaldet Santeria. Satserne i værket skifter mellem de tre forskellige saxofontyper; alt-, sopran- og tenorsaxofon og er bestilt af og skrevet til Henriette Jensen.
Af Eirik Moland høres værket ”Dikt” inspireret af den norske forfatter Sigbjørn Obstfelder. Og af C. P. E. Bach hans fløjtesonate i transkription for sopransaxofon.

Alle er velkomne til en stemningsfuld aften med musik i de flotte rammer i Buderup Ødekirke.
Entre: 50 kr.
Koncerten er et samarbejde mellem Ny Musik, Rebild Kulturskole og Rebild Kommune.
Koncerten støttes af Statens Kunstråd, Solistforeningen og Det Obelske Familiefond.
De 2 uropførelser i programmet er skrevet med støtte fra Statens Kunstfond.

Med venlig hilsen
Ny Musik

_______________________________________________________________________________________

Koncert på Bratskov

Torsdag d. 2. oktober kl. 19.30

Herregården og kulturcenteret Bratskov, Brovst

Trio Bettina Slot Christensen, Niels Bjerre og Morten Porsborg (Foto: Kim Sleiborg)

Trioen 
Morten Porsborg, baryton
Niels Bjerre, violin
Bettina Slot Christensen, klaver.

De tre er i sin tid alle uddannet på Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg. Og det fælles bekendtskab fra studieårene har inspireret til et frugtbart trio-samarbejde.
På programmet står sange og satser af nordjyske komponister, Bendt Astrup, Per Drud Nielsen og Erik Winther. Og tekst af bl.a. den nordjyske forfatter og lyriker Beatrice Vibe. Dertil sange af Carl Nielsen og komponisten Niels la Cour, der nærmest er blevet folkeeje med sin nye og meget smukke melodi til ”Fred hviler over land og by”. Og sangene omgærdes af korte værker fra den store verden og lidt ældre tider af J. S. Bach, af Louis Spohr og af Jules Massenet.
Undervejs vil der være små introduktioner til de enkelte værker.

Koncerten varer ca. halvanden time og i pausen byder Bratskovforeningen på en forfriskning.
Entre: 75 kr..
Arrangør: Ny Musik i samarbejde med Bratskov Turist- og Kulturforening
Koncerten støttes økonomisk af Statens Kunstråd og Bratskov Turist- og Kulturforening

Med venlig hilsen
Ny Musik

_______________________________________________________________________________________

Torsdag d. 30. oktober er der landsdækkende Spil-Dansk-Dag.

Ny Musik fejrer i år begivenheden med et forløb på 4 koncerter i Hjørring Kommune under titlen RUNDT OM SPIL-DANSK. De 4 koncerter finder sted på dage før og efter selve torsdagen og på 4 forskellige steder.
Serien har støtte fra Hjørring Kommune, og de enkelte koncerter støttes desuden af Statens Kunstråd, Det Obelske Familiefond, Solistforeningen og Erda og Christian Schrøders Fond.

Det samlede program ser sådan ud:

Lørdag d. 25. oktober kl. 11 – Bibliotekssalen i Metropol, Hjørring
ALL THE BELLS – elektronika koncert

Lørdag d. 1. november kl. 16 – Kunstbygningen i Vrå
Anne Mette Stæhr, klaver
Fire talentelever fra Hjørring Musiske Skole medvirker i en uropførelse af Frode Andersen

Torsdag d. 6. november kl. 19.30 – Sindal Bykirke
Fleurs de Saison – Line Jensen, fløjte, Marie Keller Sørensen, mezzo, Mats Lindblad, guitar

Søndag d. 9. november kl. 16 – Skolegade 4, Hjørring
Lisbet Thordal-Christensen, klarinet & Else Marie Tollbøl, violin i samspil med elektronika

                                                             __________________________________________________________

Lørdag d. 25. oktober kl. 11 – Bibliotekssalen i Metropol, Hjørring

Klokkeklang i Metropol

Lørdag d. 25. oktober klinger alverdens klokker i bibliotekssalen i Metropol i Hjørring.
Det er Ny Musik der arrangerer en koncert under titlen ALL THE BELLS.
Vi har spurgt 5 komponister, om de kunne inspireres af klangen af klokker og skabe hver sit elektroniske lydværk med en eller flere klokker som udgangspunkt. Og dét er blevet til mange klokker, omsat i vidt forskellige klingende former.

Birgitte Alsted Eirik Moland Jesper Pedersen Louis Aguirre Michael Bønsdorf

Komponisterne Birgitte Alsted, Eirik Moland, Jesper Pedersen, Louis Aguirre og Michael Bønsdorf sprang ud i opgaven og har skabt 5 meget forskellige og farvestrålende værker. Titlerne spænder fra Louis Aguirre's 'Evening Bells' til Jesper Pedersen's humoristiske 'Saturn takes a Bath', fra Birgitte Alsted's 'Belletter' og Eirik Moland's 'My comment to the human ravages' til Michael Bønsdorf's 'Ring, ring, ring'!
Vi spurgte også komponisterne, om de kunne knytte en tekst til deres værk, som kunne trykkes i programmet eller måske ligefrem indgå i musikken. På den måde er der skabt flere indgange til de 5 værker.
Det hele afspilles over højtalere, og koncerten starter kl. 11. Den varer en halv times tid og foregår for åbne døre.
Der er gratis adgang.

                                                             __________________________________________________________

Lørdag d. 1. november kl. 16 i Kunstbygningen i Vraa

Anne Mette Stæhr, klaver

Anne Mette Stæhr

Anne Mette Stæhr har gjort en stor indsats for ny klavermusik, hvor hun bl.a. har indspillet en meget rost CD med klaverværker af Sofia Gubaidulina og bestilt og uropført flere nye danske værker.
Og denne prisværdige linje er også den røde tråd i koncerten i Vraa.
På programmet står uropførelsen af et nyt bestillingsværk hos den unge danske komponist Mette Nielsen, der har kaldt sit værk for 'Rodstykker for klaver'. Det omgærdes med musik af Anders Nordentoft og Hans-Henrik Nordstrøm, af Peter Maxwell-Davies og af György Ligeti. Koncerten rummer imidlertid også uropførelsen af et nyt værk fra komponisten Frode Andersen, der på bestilling har skrevet 'Pentalpha' for Anne Mette Stæhr i samspil med 4 talentelever fra Hjørring Musiske Skole (sang, violin, euphonium og slagtøj).
Begge de nye værker i programmet er støttet af Statens Kunstfond.
Entré: 75 kr. (der både giver adgang til koncert og Kunstbygningens aktuelle udstillinger).

                                                             __________________________________________________________

Onsdag d. 5. november kl. 19.30 i Sindal Bykirke

Ensemblet Fleurs de Saison

NB. Koncerten var i sidste nyhedsbrev annonceret til d. 6. november, men er på kirkens foranledning flyttet til d. 5. november!

Ensemblet Fleurs de Saison optræder ved denne lejlighed som trio med 
Marie Keller Sørensen, mezzosopran
Line Jensen, fløjte
Mats Lindblad, guitar.
Centralt i programmet står uropførelsen af et nyt bestillingsværk hos komponisten Eirik Moland. Eirik Moland er også komponisten bag 2 solostykker for fløjte, og de suppleres med 2 for guitar af den svenske komponist Christofer Elgh, der skrev dem i 2012 så de antageligt har Danmarks premiere ved denne lejlighed. De nye klange omkranses af mere velkendte med musik af Piazzolla, Carl Nielsen, Fauré, Bizet og Gluck.
Entré: 75 kr.

 

                                                             __________________________________________________________

 

 

Søndag d. 9. november kl. 16 i Koncertsalen, Skolegade 4, Hjørring


Else Marie Tolbøll, violin & Lisbet Thordal-Christensen, klarinet i samspil med electronica.

Koncerten præsenterer 3 rene lydværker af Eyvind Gulbrandsen, Louis Aguirre og Eirik Moland. Værkerne er skabt via computer og afspilles over højtalere.
I 2011 komponerede Eirik Moland et værk for klarinet, guitar og electronica, ”Up You Go! – Noch Einmal!” og værket blev uropført på årets OpenDays Festival. Værket er senere omarbejdet og kan nu høres i en version for violin, klarinet og electronica.
Entré: 75 kr.

Koncerterne støttes af Statens Kunstråd, Hjørring Kommune, Det Obelske Familiefond, Solistforeningen og Erda og Chr. Schrøders Fond.

PS. Vi har tidligere annonceret en koncert med harpenisten Mette Nielsen, og at den skulle finde sted på lørdag d. 25. oktober i Frederikshavn. Koncerten har måttet udsættes. Nyhedsbrevet vender snarest tilbage med den nye dato.

 

Med venlig hilsen
Ny Musik

_______________________________________________________________________________________

Triple koncert med Snow Mask Trio

Søndag d. 7. december kl. 14, kl. 15 og kl. 16
Tre små – forskellige – koncerter med uropførelser og anden musik
Utzon Center, Aalborg

Ny Musik har inviteret Snow Mask Trioen til Nordjylland.

Karolina Leedo, fløjte, Mina Fred, bratsch og Adam Ørvad, accordeon.
Og med sig har de 3 uropførelser af bestillingsværker hos komponisterne Lars Hegaard, Morten Ladehoff og Louis Aguirre foruden musik af Ivan Olsen, Hans-Henrik Nordstrøm og - fra det store udland - af Stefan David Hummel (Østrig), Salvatore Sciarrino (Italien), Jesper Nordin (Sverige) og Edison Denisov (Rusland). Det hele er fordelt på 3 små koncerter af hver en god halv time, hvor den første og den sidste rummer værker for trio og duo, den midterste præsenterer de 3 musikere i hver sit soloværk. 
Mellem koncerterne er der introduktioner, spørgerunde og andre oplysende indslag og muligheder.
Således en festdag … i det herlige Obelske Auditorium i Utzon Centeret!

Program:

Koncert I – kl. 14

Stafan David Hummel: Toscana Impression
Ivan Olsen: Falling
Morten Ladehoff: Structon Icon (uropf.)

Koncert II – kl. 15

Salvatore Sciarrino: Come vengono prodotti gli incantesimi” fra L' Opera per Flauta, for fløjte solo
Jesper Nordin: Ma-Xia, for bratsch solo (første opførelse i Danmark)
Louis Aguirre: Fractal 3 (uropf.), for accordeon solo

Koncert III – kl. 16

Lars Hegaard: Four New Moments (uropf.)
Edison Denisov: Duo for fløjte og viola
Hans-Henrik Nordstrøm: Manos

Entre: 1 koncert 50 kr. / 2 for 80 kr. / 3 for 100 kr. (børn og unge under 18 har gratis adgang, studerende halv pris)
Koncerten støttes af Statens Kunstråd, Aalborg Kommune og Dansk Komponist Forening's Produktionspulje/KODA's Nationale Midler.
Arrangør: Ny Musik

Med venlig hilsen
Ny Musik

_______________________________________________________________________________________